Herunder er min egen personlige “grundopskrift” til en kop Ceremoniel Kakao.

Denne opskrift er til for at illustrere hvordan jeg selv oftest tilbereder min Kakao, både ift fremgangsmåde og ingredienser.
Alt efter mit humør kan jeg finde på at tilsætte forskellige superfoods, urter og krydderier...

Der er mange forskellige måder at gøre det på, og jeg er sikker på at du undervejs vil udvikle den måde der passer allerbedst til dit temperament og dine smagsløg!

Hvis du har nogen spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive til mig  ♡


grundopskrift til en kop Ceremoniel Kakao

Ingredienser:

  • 40g hakket Ceremoniel Kakao

  • 1 tsk lucuma pulver

  • 1/8 tsk ren vanilie pulver 

  • 1/4 tsk kanel 

  • 1/8 tsk (eller mindre) cayenne peber

  • 2 dl vand

  • Honning (eller andet sødt) hvis du ønsker

Udstyr: 

  • Stavblender (Hvis du ikke har nogen stavblender, kan du se fremgangsmåder for alm. blender eller piskeris længere nede)

  • En lille gryde


Fremgangsmåde:
Opvarm vandet i en lille gryde, til en temperatur hvor det lige er for varmt til at have en finger i. Tag gryden af varmen, og tilsæt Kakao og krydderier. Lad det stå under låg til kakaomassen bliver blød (det tager op til 2 minutter, alt efter hvor fint du har hakket din Kakao).
Når kakaomassen er blevet gennem-blød, kan du blende den med din stavblender.
Varm forsigtigt Kakaoen op igen, hvis den er blevet afkølet i processen.


ANDRE METODER TIL TILBEREDNING
AF CEREMONIEL KAKAO


Jeg har herunder beskrevet to andre fremgangsmåder til at få gode resultater med din Kakao:

Med Blender

Du skal bruge:

  • en blender

  • ca. 2 dl varmt vand (alt efter for tyk du ønsker kakaoen)

  • hakket Ceremoniel Kakao

  • evt: dit foretrukne sødemiddel , krydderier (fx cayenne, kanel, vanilje, kardemomme, salt)

Opvarm vandet og tilsæt Kakao og krydderier. Lad det stå lidt så kakaomassen bliver blød. Blend når kakaomassen er blevet gennem-blød. 

OBS! En vigtig note: når du tilbereder kakaoen i en blender så vær opmærksom på at varm væske skaber ekstra tryk i kanden under blending, og du risikerer at kakaoen sprøjter op gennem/ved siden af låget (jeg taler af erfaring 😅). Du kan med fordel trykke ned på låget med et viskestykke under blending. 


I GRYDE

Du skal bruge:

  • en gryde

  • et piskeris

  • ca. 2 dl vand (alt efter for tyk du ønsker kakaoen)

  • finthakket Ceremoniel Kakao

  • evt: dit foretrukne sødemiddel, krydderier (fx cayenne, kanel, vanilje, kardemomme, salt)

Ved lav-mellem temperatur; opvarm ca. en fjerdedel af vandet (til en temperatur hvor det lige er for varmt til at have en finger i) og tilsæt Kakao. Pisk/rør kakaoen sammen med vandet, så det er helt blandet og ligener smeltet chokolade.
Tilsæt lidt vand ad gangen, mens du bliver ved med at piske massen, indtil alt vandet er tilsat.
Smag til med sødt og/eller krydderier. 

Tadaaa! - du har din Kakao ♡


Hemmeligheden for at opnå en lækker kop Kakao er, at sørge for at kakaomassen bliver ordentligt emulgeret (blandet) med vandet.
Ellers riskerer man at ende med noget kakaofarvet vand med klumper i, og det er altså bare lidt federe at drikke sin Ceremonielle Kakao når den er lækker cremet 😉


GODT AT VIDE

  • Jeg laver typisk en "ceremoniel dosis" 40 gram. Nogle har slet ikke brug for at drikke så meget, og især hvis man er sensitiv overfor chokolade og kaffe kan det være en fordel at drikke lidt mindre, eller drikke den lidt langsommere.
    Lyt til din dejlige, kloge krop!

  • For den fulde virkning er det bedst at drikke kakao på tom mave – dvs. mindst to timer efter et måltid. Undgå også mejeri produkter i timerne op til.

  • Normalt går der 30-40 minutter før man mærker kakaoen, men nogle mærker den nærmest med det samme!

  • For at få det maximale ud af kakaoen foreslår jeg at du mediterer eller på anden vise er nærværende, for at ”møde kakaoen”.

  • Komælk indeholder stoffer der blokerer for optaget af nogle af de gavnlige stoffer i Kakaoen, og kan derfor ikke anbefales at blandes med Ceremoniel Kakao.

  • Hvis du er gravid anbefaler jeg 2/3 af en alm dosis frem til sidste trimester, derefter 1/2 for at være sikker. Men det er individuelt om din krop vil have mere eller mindre, så lyt altid indad ♡

  • Hvis du tager antidepressiv- eller antipsykotisk medicin så anbefaler jeg 1/2 dosis til at starte med, og mærk efter om du reagerer.
    (Noget medicin kan give dig en kraftig migræne, hvis du drikker ceremoniel kakao.)

  • Hvis du har forhøjet blodtryk eller hjerteproblemer anbefaler jeg også 1/2 dosis.
    Dog kan man med fordel indtage mindre mængder af den ceremonielle kakao hver dag, da den indeholder en del magnesium som er super godt for hjertet ♡

 

Har du nogen spørgsmål?